For mig er meningen med avantgardemusik at sammensætte lyde som kan ryste de tilvante og tillærte mønstre i sindet lidt løs. På venlig vis, for ellers møder lyden modstand, og mønstrene gror endnu bedre fast. 

Disse lydsammensætninger kan fremkomme på mange forskellige måder. Mange modernister benyttede sig af en eller anden for for generator til at danne toner, rytmer og former, for at undgå at falde tilbage på det allerede hørte. Det er også grunden til at jeg anvender generatorer. 

Der er noget fantastisk ved at udvikle en maskine til at lave musik - et matematisk algoritme som kan skrive musik, bare ved at trykke på en knap. Der er ikke nogen arbejdsbesparelse ved det, for udviklingen af softwaren tager godt og vel lige så lang tid som node- og stemmeudskrivning + indstudering gjorde førhen - men IT har jo heller ikke medført afskaffelse af kontorarbejdspladser.

Men det er muligt at arbejde med algoritmer som tidligere var praktisk umulige at håndtere. For at danne fraktaler står mine computere og regner i døgndrift, nogle gange i ugevis, indtil de finder en mulig kanditatformel. Og så er det bare at trykke på knappen. Så kan det føles - med Peter Bastians udtryk - som at rykke sig lidt ud i siden, så Gud kan komme til. 

Mere prosaisk kan man sige at musikken - eller grundlaget for den - bliver upersonligt. Det er ikke mine toner, mine rytmer, mine musikalske ideer. Jeg har bare givet en maskine mulighed for at finde dem til mig. 

At musikken er skrevet af mig er til gengæld nemt at høre, også når jeg hører tilbage på noget af det tidligste musik jeg har lavet. Pudsigt nok, for jeg har aldrig søgt en særlig stil eller personligt udtryk. Tværtimod. 

Måske er det dette, som udgør min stil?